Equine Touch (ET)
Equine Touch er en blid manuel teknik, hvor jeg arbejder med at løsne og blødgøre hestens bindevæv.
Jeg anvender ofte Equine Touch i forbindelse med kiropraktik, ligesom jeg ofte anvender osteopati eller kranio-sakralterapi før en egentlig kiropraktisk behandling. Dette er for at hjælpe hesten til at slappe af og ikke spænde op i kroppen - hvis hesten spænder op, vil kiropraktisk justering gøre ondt på hesten.
Jeg afslutter gerne en kiropraktisk gennemgang og behandling med Equine Touch, da teknikken sender en vibration igennem muskler og bindevæv - denne vibration ”hænger” i bindevævet et stykke tid og hjælper på den måde muskler og bindevæv til at slippe spændinger, også i dagene efter mit besøg.
En naturlig og integreret del af min værktøjskasse som behandler
Equine Touch er en integreret del af min værktøjskasse. Jeg oplever Equine Touch stimulere hestekroppen på en måde, som ingen andre værktøjer, jeg ellers har uddannet mig i, kan gøre det. Og sammen med mine andre behandlerteknikker oplever jeg at kunne nå hele vejen rundt om heste og deres spændingsmønstre og hjælpe dem til et sundt og smertefrit liv.
Kiropraktik er stadig den teknik i min værktøjskasse, der går dybest, og udført korrekt løser jeg problemerne mest effektivt med kiropraktik. Dette dog ikke uden efterfølgende træning, hvorfor jeg altid giver ejer øvelser, der skal styrke hestens svage områder.
Men Equine Touch fungerer som et rigtigt godt kombination med min kiropraktikbehandling for at opnå den rigtige effekt på en blid og nænsom måde.
Equine Touch og det sunde bindevæv
Bindevæv omgiver hver enkelt muskel, alle organer, blodkar og nerver. Sundt bindevæv er et stærkt og elastisk materiale, der adskiller blodkar, muskler og organer fra hinanden samtidig med, at bindevævet holder det hele sammen og stiver kroppen af.
Uden bindevæv ville muskler og organer vælte rundt imellem hinanden. Bindevævet sørger altså for at alle dele i hestekroppen er forbundet med hinanden.
Dedikeret og erfaren dyrlæge bag bindevævsteknikken og uddannelsen til Equine Touch practitioner
Bindevævsteknikken Equine Touch er udviklet af Dyrlæge Ivana Ruddock, som er en meget erfaren og dedikeret dyrlæge. Ivana Ruddock rejser i dag verden rundt for at obducere/ dissekere heste og undervise dyrlæger, smede samt den almene hesteejer om hestens anatomi og biomekanik.
Igennem undervisning af hesteejere ønsker Ivana at hjælpe heste. Den filosofi er lige i min ånd, og jeg var nysgerrig for at lære Ivana og hendes tilgang til heste og behandling bedre at kende. Derfor tilmeldte jeg mig kursusforløbet i Equine Touch hos Ivana.
Equine Touch forløber over fire moduler, hvoraf de to første moduler omhandler selve teknikken. Vil man praktisere Equine Touch professionelt (som jeg gør det i dag), skal man igennem modul tre og fire også og kan derefter opnå status som practitioner. Ivana underviser selv på modul tre og fire, og det var her, jeg rigtig fik forståelse for teknikken, og hvad den kan gøre for heste.
En blid og nænsom måde at løsgøre hesten for spændinger på
Jeg oplever Equine Touch som en blid måde at arbejde med bindevævet på og løsgøre hesten for spændinger, idet bindevævet holder sammen på alle muskler med mere. Og er der spændinger i hesten, er bindevævet spændt og bliver mere uelastisk.
Med Equine Touch arbejder jeg på tværs af muskler og sender på den måde en vibration ned igennem musklerne og påvirker på den måde effektivt bindevævet.
Meridianbaner og disses akupunkturpunkter udnyttes desuden i Equine Touch. Måske har du prøvet at bruge stemmegaffel på specifikke akupunkturpunkter på din hest? Det er det, jeg finder, kommer nærmest Equine Touch teknikken. Med Equine Touch kommer vi blot igennem hele hestekroppen med de vibrationer og hjælper bindevævet til at slippe flere steder.
Alle kan lære Equine Touch
Alle kan lære Equine Touch, som er en teknik til hesteejere, så de selv kan hjælpe deres hest til daglig.
Den ro, jeg ser hest og ejer imellem, når ejer udøver ET på deres hest, er fantastisk.
Roen i sig selv, mener jeg, gør en meget stor forskel for hestens spændingsmønster.