Brug af sporer og pisk og hvornår jeg vælger disse hjælpemidler som hesteejer

Det her var altså virkelige gode spørgsmål.
Og som kom de fra et oprigtigt og varmt sted.

Derfor blev jeg så glad og måtte skrive om det interview, to søde børn fra 5. klasse i en skole ved Århus lavede med mig – og ikke mindst de tanker, deres gode spørgsmål satte i gang hos mig selv som hesteejer.

Det handler om brugen af sporer.

Men også lige så meget om brugen af hjælpemidler generelt i træningen af vores heste. For hvor står jeg som fagperson og som hesteejer i forhold til spørgsmålet om brugen af sporer, pisk og andre hjælpemidler? Det vil jeg gerne uddybe i dette blogindlæg, der som sagt er inspireret af et interview foretaget af to skønne børn fra en skole i Århus.

Spørgsmålene fra eleverne lød: 

1. Syntes du det er ok at bruge sporer?
2. Har du fået heste ind til dig, som har sporeskader?
3. Vi vil gerne opfinde en spore der er lavet af noget meget blødt gummi, så det ikke gør ondt på hesten, er det en go’ ide?

Inden jeg går i dybden med brugen af hjælpemidler som pisk og især sporer, vil jeg uddybe lige præcis hvorfor børn og unges tilgang til heste altid er så tankevækkende og værd at være opmærksom på for os, der har arbejdet (professionelt) med heste i mange år nu.
 
 

Hvorfor jeg altid bliver glad over børn og unges tilgang til heste

Udover at eleverne var utroligt omhyggelige og velforberedte og læste sirligt op fra deres noter, var der også en dybere refleksion og vilje til at ville dyr det allerbedste hos eleverne. Det gjorde mit dyrlægehjerte helt varmt. Jeg elsker, når mennesker reflekterer over, hvad det er, vi gør ved vores dyr, og hvordan det må være for dyrene, når vi gør det ene og det andet ved dem.

Når den 13-årige herhjemme sadler hestene op, er hun altid meget påpasselig. Jeg hører hende tit sige ”undskyld” til hesten, hvis for eksempel hovedtøjet lige bøjer øret eller rammer tæt ved hestens øje, når hun lægger grime eller hovedtøj på. Ligesom hun syntes det er så synd, når vi rider tur og hesten vil have en tot græs, og jeg siger, hun lige skal korte tøjlerne og tage lidt ved, så hesten får hovedet op igen.

Jeg ved, at hun tænker “av av av, hvis nogen gjorde det ved mig, ville det gøre så ondt, og jeg ville blive ked af det“.

Jeg forstår hende godt.
Jeg har det på præcis samme måde.

Den viden og erfaring jeg i dag har om hestens natur, anatomi, biomekanik, fysiologi og hjerne/ evne til indlæring, gør dog også, at jeg tør ride og træne mine heste og lære dem dressurøvelser og spring, som jeg sådan helt egoistisk syntes er sjovt. Derfor har jeg heste.

Men børn og unges tilgang, som den 13-åriges herhjemme eller børnene fra 5. klasse i Århus, er altid værd at lægge mærke til og ikke ignorere. Fordi det kommer fra et oprigtigt godt sted. Det sted hvorfra de fleste af vores interesse og arbejde med heste begyndte.
 
 

Sporer er blot et af de mange hjælpemidler, ryttere kan bruge for at lære hesten det, de ønsker af den

I min stald kan du finde sporer og piske i forskellige længder. Det er de eneste 2 hjælpemidler, jeg benytter mig af – alle former for hjælpetøjler røg ud af min stald for mange år tilbage. Og ja, jeg har brugt både glidetøjle, indspændinger og elastik chambon…..heldigvis blev jeg klogere. Det er nu helt præcist 23 år siden, glidetøjlen og chambonen røg – og hele 26 år siden resten røg ud.

Pisk og sporer tror jeg dog er her for at blive.
 
 

Sådan bruger jeg en pisk i min træning

Pisken bruger jeg som min forlængede arm, og den bruger jeg fra hestene er helt unge, når hesten skal lære at stå, gå frem og bakke.

Jeg slår aldrig med pisken, men tapper, små hurtige tap og ophører med det, så snart hesten gør et skridt rigtigt, og så roser jeg meget. Det kaldes negativ forstærkning, det er noget heste forstår. Jeg kombinerer meget dette gerne med positiv forstærkning, hvor hesten så har et markør signal, som jeg siger, når den har gjort noget rigtigt og det efterfulgt af en godbid- det giver dig en meget motiveret hest, hvis ellers den er glad for mad (men hvem er ikke det?).

Pisken bruger jeg også, når jeg longerer. Her bruger jeg gerne en kørepisk – den er lettest at håndtere. Igen:  jeg slår ikke hesten og jager heller ikke med pisken, men bruger den som min forlængede arm og til at lære hesten, hvad den skal. Det er altid afgørende for mig, at piskens brug stoppes, så snart hesten gør det, jeg ønsker.

Når jeg rider bruger jeg også pisk – igen som min forlængede arm kombineret med positiv og negativ forstærkning. Det giver mig en topmotiveret hest, som lærer det, jeg vil have den til.
 
 

Sådan bruger jeg sporer i min træning – når jeg bruger dem

Sporer.. ja det var jo egentlig dem, hele dette blogindlæg skulle handle om. De kommer her til sidst, og det er der en helt speciel grund til. Det er nemlig det sidste, jeg finder frem. Det vil sige, at jeg faktisk også først for nylig er begyndt at ride med dem på min garvede dressurhest. Der går meget lang tid, før jeg bruger sporer på unghesten.

For mig er træning af heste nemlig noget, der kræver timing, hvis hesten skal undgå at blive forvirret over alle de signaler, vi gerne vil lære den. Så når vi lærer hesten noget, skal vi have en klar plan og være virkelig gode til at time vores hjælp og efterfølgende ros. Da sporerne er monteret på hver ridestøvle og dermed på begge sider af rytterkroppen og allerlængst væk fra rytters hjerne, kræver det virkelig en rytter, der har en god motorik og kropskontrol.

For at rytter kan bruge sporene effektivt og ikke gøre hesten forvirret, skal rytter kunne koordinere sine schenkler meget præcist, og det kan være meget svært – specielt i trav, hvor hesten skaber en masse bevægelse i rytterkroppen og først, når rytter kan absorbere den bevægelse, hesten giver, kan rytter sidde stille og kontrollere sin schenkelhjælp og på den måde lægge sporen til på det helt rigtige tidspunkt og fjerne den igen på det helt rigtige tidspunkt.
 
 

Hvad brug af sporer kræver af dig og mig som rytter

Sporer kræver virkelig en stabil, balanceret og meget rolig og velkoordineret rytterkrop.

For mit vedkommende er det først nu, at jeg føler, at jeg sidder godt nok på min hest til, at jeg kan bruge sporene til at forfine mine signaler endnu mere. Hesten har lært sine øvelser, og jeg har samtidig udviklet og trænet min rytterkrop til en balance, der gør, at jeg kan tilføje og fjerne sporehjælpen med korrekt timing. Det kikser stadig indimellem, da det bare er virkelig svært at ride i balance-  især i trav. Jeg bruger dem alligevel, da min hest er så stærk i øvelserne i dag, at den ikke bliver meget forvirret over mine kiks.
 
 

Men er det overhovedet nødvendigt med brug af sporer?

Måske tænker du lige, at hvis hesten er så god og stærk i øvelserne (som jeg mener, den bør være, før du bruger sporer), hvorfor så overhovedet bruge sporer?

Det kan du have ret i. Men der kan alligevel være en god pointe i at sætte sporerne på – hvis de rette forudsætninger (en hest, der er stærk i øvelserne og en velkoordineret rytterkrop) er tilstede. For mig betyder, at jeg nu kan fokusere endnu mere på min egen holdning og mit sæde, og mine ben hænger endnu mere i ro omkring hesten, da jeg – når jeg skal give hesten hjælpere – kun lige kan vippe eller trykke meget lidt med sporen for, at hesten modtager det meget præcise signal, som sporen er.

Du ved jo, heste kan mærke selv en lillebitte flue, der sætter sig på dens pels, så sporen skal aldrig trykkes hårdt ind i siden på hesten, men bare lige en let prikken er nok til, at hesten mærker det og kan reagere på det. Og er du så så velbalanceret og koordineret en rytter, at du kan fjerne denne hjælp, så snart hesten gør det, du vil, virker din negative forstærkning eminent, og det begynder at blive virkelig sjovt at gå til ridning.