Der kan være mange grunde til, at vi nogle gange er nødt til at holde en længere pause med træningen. Sygdom, ferie, arbejde eller noget helt andet kan gøre, at vores heste kommer ud af form og derfor skal tilbage i topform igen.

Jeg får ofte spørgsmål om, hvordan man som hesteejere får startet træningen bedst muligt op efter en længere pause.

Spørgsmål som:

  • Hvor længe skal jeg skridte i starten?
  • Hvornår må jeg begynde at trave igen?
  • Hvor lang tid må jeg trave og galopere ad gangen i starten?
  • Er det en god ide at give hesten fridage undervejs i genoptræningen?
  • Og hvor lang tid skal jeg regne med, at det tager at komme tilbage til topform?

Derfor vil jeg gerne i dette blogindlæg forklare, hvordan jeg selv har gjort det og også anbefaler andre at gribe det an på denne måde. Inden jeg fortæller dig, hvordan jeg selv fik min dressurhest i topform igen efter 5 ugers ferie, er der nogle forhold, vi som hesteejere bør tage hensyn til, før vi planlægger genoptræningen.

Løsdrift eller på stald

Det siger sig selv. Udgangspunktet er afgørende for, hvor lang tid din genoptræning kommer til at tage.

Mine egne heste går i løsdrift året rundt og har derfor ikke meget lange perioder over døgnet, hvor de er inaktive. Det har betydning for genoptræningen af en hest, hvorvidt den går i løsdrift eller står i en stald det meste af døgnet.

Er din hest vant til at stå i boks i mange timer hvert døgn, skal du bruge meget længere tid på at komme tilbage i form og få styrket muskler og sener stærke nok. Jeg anbefaler, at du dobler op på det hele med en hest som står i boks mere end 6 timer i døgnet. Fordi foldtid er gratis træning.

En simpel tommelfingerregel, du kan bruge til at regne ud, hvor lang tid det vil tage dig at træne din hest i form igen

Det her er det spørgsmål, jeg oftest får, når det kommer til det her emne om genoptræning: “hvor lang tid skal jeg regne med, at det tager?

En tommelfingerregel siger, at din hest skal genoptræne lige så lang tid, som den har stået stille. Jeg tror, at denne tommelfingerregel gælder, hvis din hest har stået HELT stille – altså stået i en boks, hvor den jo har begrænset mulighed for at bevæge sig.

Jeg plejer at sammenligne hestens bevægemuligheder i en normal størrelse boks, som hvis jeg opholdt mig i min bruseniche. Og ja, det vil kræve lidt ekstra træning at komme i topform efter at have boet i en bruseniche frem for at have levet aktivt i fem uger.

Fordi ingen af os kan gennemføre en ironman efter at have opholdt os i en bruseniche i fem uger

Forestil dig at skulle i gang med at løbetræne igen efter have været på dit almindelige arbejde i 5 uger og derudover kun opholdt dig i dit køkken,på sofaen og i mange timer i din bruseniche. Medmindre dit arbejde er at være fitnessinstruktør eller lignende, er sandsynligheden for, at det vil tage lang tid, stor.

Det er altså afgørende, hvordan hesten lever i den periode, hvor den står stille og ikke bliver trænet. Jo mere frit den kan bevæge sig, jo lettere er det for dig at træne den op igen efter en længere pause. Fordi ingen af os ville kunne gennemføre en ironman efter at have opholdt os i en bruseniche i fem uger.

Hvis der er tale om en skadespause med genoptræning, vil jeg anbefale dig at læse dette blogindlæg først, da jeg her kommer ind på gode råd til, hvordan du griber genoptræningen an.

Den oprindelige form og kondition

Lige om lidt får du min opskrift på, hvordan jeg fik min egen dressurhest i topform igen efter 5 ugers rejse til Australien. Monak blev passet hjemme i Danmark imens, jeg rejste, men ikke trænet i de 5 uger.

Monak var i topform, inden jeg rejste. Han blev sprunget én gang om måneden, trænet i dressur 3-4 i ugen og derudover redet ture i terrænet, hvor han fint kunne holde til en 2 timers tur i kupereret terræn. Derudover arbejdede han med ProPrio-Træning, longering og dressur for hånd 1-2 gange om ugen ved siden af alt det andet.

Monak var altså i topform før pausen. Og det er en vigtig pointe at få med, før jeg præsenterer dig for min genoptræningsplan med ham. Skal du træne en komplet utrænet hest op igen eller starte forfra på en hest, der igennem længere tid ingen form har haft, så skal du også regne med at skulle bruge længere tid.

Husk altid at kigge på din hest og iagttag de forandringer, der sker undervejs i processen.

Her er hvordan min personlige genoptræningsplan for min hest ser ud denne gang

Her kommer Monaks genoptræningsplan uge for uge og dag for dag. Jeg er i skrivende stund i slutningen af planen, men har prøvet det en del gange før og ved, at jeg hver gang får min hest i topform igen med det rette forarbejde.

Uge 1

  • Dag 1
    ProPrio-Trænings balanceøvelser 5 minutter før longering i skridt, trav og galop i korte intervaller i hver gangart (et kort interval er for mig 3-4 runder) og i alt 15 minutters træning + afspænding og udstræk bagefter.
  • Dag 2
    Skridttur ud i terrænet 45 minutter + afspænding og stræk øvelser bagefter
  • Dag 3
    Tur ud i terænet med et par korte travintervaller (1 minut pr interval) lige der, hvor han havde lyst. I alt 45 minutter
  • Dag 4
    ProPrio-Træning 10 minutter før let dressur på ridebanen med mest skridtarbejde med versader og traversader lagt ind og trav for en lang tøjle cirka 5 minutter midt i sessionen. I alt 30 minutter på banen + afspænding og udstræk bagefter
  • Dag 5
    ProPrio-Træning for hånd og efterfølgende kiropraktisk gennemgang og behandling med akupunktur nåle i bestemte punkter. Musklerne vil blive lidt ømme, når træningen tages op igen efter en lang pause, det kender du nok fra dig selv?
  • Dag 6
    Longetræning 30 minutter i alt med meget skridt arbejde og flere intervaller i trav og galop (intervaller af 1 minuts varighed) med fokus på overgangene.
  • Dag 7
    Skridttur i terrænet 45 min-  afspænding og udstræk bagefter

 

Uge 2

  • Dag 1
    ProPrio-Træning 10 min før dressur på banen med fokus på overgange og fremadsøgning og stræk i kroppen – trav og galopintervaller af 2 minutters varighed.  I alt 30 min dressurtræning idag + Afspænding og udstræk bagefter
  • Dag 2
    Tur i terrænet mest skridt, men også trav og galop intervaller (2-3 minutters intervaller) for lange tøjler. 1 time i alt.
  • Dag 3
    ProPrio-Træning for hånd i 10 minutter derefter longetræning skridt, trav og galop med temposkift og let øgning på langsiderne + afspænding og stræk bagefter.
  • Dag 4
    Opvarmning med ProPrio-Træning i 15 minutter. Dressur med lidt mere fokus på let samling og afskub i 30 min + afspænding og udstræk bagefter.
  • Dag 5
    Skridttur i terrænet. 1 time.
  • Dag 6
    Fri- simpelthen fordi jeg ikke nåede at træne i dag (havde ellers tænkt lidt ProPrio-Træning for hånd).
  • Dag 7
    Skovtur i både, skridt, trav og galop. Stadig mest skridt. 1 time

 

Uge 3

Uge 3 så meget ud som uge 2. Kun med disse forskelle.

  • Dag 6
    Om lørdagen tog jeg til undervisning hos Claus Toftegård, da jeg havde brug for at få lidt hjælp til min rytterkrop. Og det var fedt. Jeg fik især fokus på min højre skulder, som gerne vil trækkes med frem når jeg skal skyde en hofte frem. Når jeg fik styr på min skulder, blev det tydeligt lettere for Monak at holde flow i bevægelserne og løfte sig lidt op og frem i kroppen, i stedet for ned og frem (Monaks spidskompetence). Lektionen varede 45 minutter, og du kan se klip derfra lige her
  • Dag 7
    Fridag

 

Uge 4

  • Dag 1
    ProPrio-Træning for hånd i 10 minutter. Derefter longetræning med indlagte travbomme i 40 minutter + afspænding og udstræk bagefter.
  • Dag 2
    Det er her, jeg er i skrivende stund, og i dag skal jeg i ridehuset, da min bane er frossen, og hvis Monak føles god, blød og stærk i kroppen, vil jeg i dag arbejde med versader og traversader i trav, samt overgange og lidt tempovekslinger op og ned ad langsiderne, med flere indlagte skridt pauser.
  • Resten af ugen og fremadrettet fortsætter jeg med varieret træning. Det er vigtigt, at jeg mindst 2 gange om ugen træner ham uden rytter på – det kan være dressur for hånd eller træning i longen. Dette styrker hesteryggen rigtig godt, og uanset hvor dygtig og balanceret en rytter, der sidder på ryggen af en hest, er det en udfordring for hestens balance og kræver mere styrke af hesten.

 

Fordi den aktive hest med en god grundform er let at få i topform hurtigt

Det her var min genoptræningsplan for min dressurhest, Monak. Vi står i skrivende stund midt i dem, men når der er gået 5 uger med genoptræning, er Monak klar til at arbejde i mere samling igen, ligesom han var før min ferie. Sådan har det været alle de gange, jeg har været på en længere rejse, og jeg tilskriver det i høj grad det, at han bor i et løsdriftsystem og derfor aldrig har meget lange inaktive perioder i sit liv.

Monaks muskler, sener og led bliver aldrig rigtig stive, og han opretholder en god kropsholdning, samt muskulatur i sine ferieperioder. Alt dette på grund af, at han går i løsdrift og er en aktiv hest. Derfor kunne jeg gå så relativt hurtigt frem, som du kunne se i min genoptræningsplan her i blogindlægget.

Hvis du vil læse mere om, hvad der sker med hestens kredsløb, lunhefunktion og ledfunktion, når vi træner den, så har min kollega, Ulla Vestergård Andersen, netop skrevet en flot artikel, der handler om hesten som atlet lige her.

Alfa omega er, at du kigger på hvad hesten kunne før pausen, hvor god form var den i. Og så er det ligeså vigtigt, at du tæller sammen, hvor mange timer din hest er inaktiv. Med inaktiv mener jeg, når den står i sin boks eller er inaktiv på folden, som også kan være tilfældet for heste på en lille fold, hvor den måske står alene, eller der bare ikke er noget for hestene at give sig til på den fold.

God fornøjelse med genoptræningen af din hest

God fornøjelse og husk, at dette program gælder for min egen dressurhest, der ikke havde nogen skader forud for pausen, men var i topform.

Har din hest haft en skade forud for sin pause, skal du have lavet en træningsplan tilpasset din hest. Skriv eller ring til mig – jeg laver den gerne for dig.

Fejler din hest ikke noget, eller du allerede er ude over genoptræningsfasen, kan jeg varmt anbefale dig at kigge ind på ProPrio online forløbet, hvor jeg har filmet mere end 100 videoer af alle de øvelser, du kan intergrere i din træning og på den måde opnå en stærkere og mere holdbar hest, der også kan holde til at holde ferie og komme stærkt tilbage i træning.

Husk også, at træne din rytterkrop tilbage i god balance, så hjælper du hesten bedst