Hvad er din holdning til holdning?

Frem og ned. Lang og dyb, gå til biddet, op i nakken?

Det er et emne, vi ryttere kan diskutere og tale om meget passioneret. Og det gør mit faglige hjerte glad. Fordi det er så vigtigt. Både at have en holdning og at have den rigtige holdning.

For mig som både passioneret dressurrytter og hestekiropraktor er min holdning til holdning meget klar. Fordi det handler om så meget mere end bare holdning. Det handler om holdning til bevægelse.

Så her er min holdning til bevægelse.

Holdnings collage

Dette blogindlæg er en direkte opfølgning på blogindlægget om forberedelse af unghesten. Her beskrev jeg, hvor vigtigt det er, at unghesten er fysisk og mentalt klar til træning. Altså hvordan den unge hest forberedes bedst på den egentlige træning og tilridning.

Du kan selvfølgelig også bruge dette blogindlæg, selvom din hest har passeret unghestestadiet.

 

Hvorfor jeg ønsker den lange strakte holdning hos heste

Desværre får mange ryttere aldrig installeret den lange strakte holdning i hestens krop. Det vil jeg gerne sætte lidt fokus på som hestens kiropraktor, da det er her ryggen afspændes.

Den lange strakte form er godt for alle heste uanset niveau og anvendelse. Og ja, vi skal senere jo gerne kunne samle hesten, men vi må aldrig miste den strakte form. Hvis vi mister den lange strakte form, mister vi også en afspændt hest, hvilket i sidste ende kan give kedelige skadespauser.

 

Min hest er meget på forparten- ødelægger det min hest?

Jeg får ofte spørgsmål fra bekymrede hesteejere som det her:  ”min hest er meget på forparten- ødelægger det min hest?

indvoldsorme hos hesteOg mit svar er som udgangspunkt meget klart: “NEJ, hesten er perfekt designet til at bære omtrent 60% af sin kropsvægt på forparten. Det er sådan heste bærer sig selv, når de går rundt og græsser. Husk på, at hesten er bygget til at græsse 20 timer i døgnet, så det er rigtig smart for dem, at deres kroppe også er designet til at kunne holde til netop det.

Så går vores heste i stykker når de går på forparten i ridning eller anden træning?

Som hestens dyrlæge og kiropraktor kigger jeg på hestens sundhed og holdbarhed og har altid øje for hestens anatomi og biomekanik, når dette skal vurderes.

Og se, det kommer helt an på, hvordan den går på forparten. Jeg tager dig med en tur i køkkenet.

 

Gryderetter og minutsteaks

Der er så mange holdninger til lige dette emne, og ligeså mange holdninger kan hesten indtage. Spørg 10 forskellige trænere, og du får 10 forskellige svar.

Før du får min holdning til bevægelse, heste i holdning, hvilken holdning hvornår osv. Vil jeg lige fortælle dig lidt om gryderetter og minutsteaks.

Hvorfor nu det?

Jo, læs nu med, så ved du snart, hvorfor og hvilken holdning din hest er klar til hvornår i dets liv.

Har du nogensinde spist hestekød? Hvis ikke, har du nok indimellem fået oksekød og forskellen i det, jeg vil beskrive for dig nu, er ikke stor.

Muskler er omgivet af og viklet ind bindevæv (fascia). Det er det, som holder musklerne, blodkarrene mm. hver for sig og selve muskelfibrene sammen. Uden bindevæv, ville alting vælte rundt imellem hinanden inden i kroppen, og der ville være kaos. Bindevæv er det hvide i det kød, du spiser.

Køber du kød fra forparten af en ko eller en hest, er der rigtig meget bindevæv i kødet. Mange ville sige, at det er fyldt med sener og noget sejt at tygge. Derfor bruges kød fra forparten typisk til gryderetter, som skal stå og simre i lang tid. Efter lang tids simren bliver kødet mørt og lækkert.

Køber du kød fra bagparten af en hest eller en ko, ser du ikke ret meget hvidt i det kød. Det indeholder ikke så meget bindevæv. Her får du ofte lækre røde bøffer, som bare lige skal vendes på panden, og så har du en dejlig mør og saftig bøf eller steak.

Hvad har nu det med ridning at gøre?

Jo, ser du.. som skrevet ovenfor er hesten perfekt designet til at bære 60% af sin kropsvægt på forparten. De muskler, der er i hestens forpart, er nemlig nogle seje bøffer. Det er muskler fyldt med hvidt bindevæv, så de kan holde længe uden at blive trætte.

Musklerne i hestens bagpart derimod er overvejende muskler uden så meget hvidt bindevæv i, og de bliver hurtigt mørre eller trætte. Derfor er de også lette og hurtige at tilberede på en pande.

Men i levende live og i træning er det ikke så hurtigt og let med en hest af samme årsag.

Musklerne i hestens bagpart bliver hurtigt trætte/ mørre. Dette skal vi tænke over, når vi træner heste. Det betyder ikke, at vi ikke skal lære hesten at bære sig på bagparten. Det ville da også se helt fjollet ud, hvis alle red deres heste rundt hvilende på forparten i diverse dressurøvelser på konkurrencebanerne, og så ville skader også opstå.

Ønsker du, at din hest lærer de høje dressurøvelser, bliver en god springhest, kørehest, travhest eller anden atlet, skal hesten have aktiveret sin bagpart og lære at bære sig i balance forpart og bagart imellem.

Det skal bare gøres fornuftigt og langsomt i små bidder.

 

Husk den lange, strakte og afspændte form som udstrækning og hvile i din træning

Ligesom når du selv træner, kræver det udstrækning og hvile indimellem de hårde anstrengende træningsintervaller.

Hos heste betyder det, at du aldrig må miste den lange, strakte og afspændte form, hvor hesten går for heeelt lang tøjle og strækker mulen og halsen langt frem og ned mod jorden. I denne form kan din hest hvile og strække ud.

Jeg møde ofte heste i træning på højt niveau, der ikke kan strække sig ud. Det er skidt, og så opstår skaderne, da musklerne er konstant spændte, og det slider på selv den stærkeste hest.

 

Målet for alle heste, hvis de skal holde og fortsat øge deres præstationer

Alle heste også den stærke veluddannede hest, starter på forparten, træner i ligevægt og slutter på bagparten (dette tager mindst 2 år at træne op, ved korrekt, regelmæssig træning) og mister aldrig den lange form/ramme, hvor den kan hvile og strække ud.

Monak min garvede dressurhest på 14 år, er nu der i sin træning, hvor han kan skifte i mellem alle formerne uden at ændre tempo i hver enkelt gangart og uden at gøre modstand på biddet. Det er for mig en hest i god balance og med en styrke i sin krop, der gør, at den holder.

Så start på forparten, træn i ligevægt og slut på bagparten og tilbage igen. Så opnår du en styrke i hestens krop, så den holder, og du kan undgå dyre skadespauser.

Har du svært ved det her? Én ting er jo at læse om det og forstå det. Noget andet er at udføre det i praksis. Alting kræver øvelse. Sådan har jeg det også med alt, jeg skal lære. Derfor hjælper jeg dig selvfølgelig gerne, hvis du har problemer med, at din hest for eksempel kun vil gå i den ene form, eller du oplever andre problemer i forhold til dit arbejde med at opnå en god holdning i din ridning. Med alexanderteknikker og proprio træning kan vi ændre bevægemønstre