Kastration efterbehandling og genoptræning
I dette blogindlæg vil jeg skrive om de problemer der kan ses hos rideheste, som følge af en kastration eller hvor efterbehandlingen ikke gik som den skulle. Jeg kommer ind på den vigtige smertebehandling efter operation og den vigtige genoptræning af vallakken.

Kastration og hvorfor der kan opstå problemer efterfølgende

Kastration er en forholdsvis stor operation hvor der overskæres meget væv både inde i hesten og udenpå den. Inden i hesten overskæres de to sædstrenge, store blodkar og meget bindevæv. Derudover skæres der to ret store huller i huden over hver testikel for at disse kan komme ud og fjernes, og hesten efterlades med to store åbne sår imellem bagbenene. Jo ældre og større hesten er, jo større er dens testikler blevet og derfor overskæres forholdsvis mere væv.

Min egen unge hingst blev kastreret stående da han var ca. 1,5 år gammel og havde på det tidspunkt meget store testikler. Jeg kunne i dag godt have ønsket at han var blevet opereret et halvt år tidligere, så indgrebet havde været lidt mindre.

Trods en meget vellykket kastration af (min egen hingst-nu vallak) og det at han fik smertestillende i 15 dage, var han påvirket i sin kropsholdning efter kastrationen. Derfor tænker jeg, at smertestillende ikke tager alle smerter 100% og bare det, at det føles mærkeligt med store væskende sår imellem benene påvirker hestens kropsholdning og lyst til at bevæge sig korrekt.

 

Hvorfor kropsholdningen påvirkes

Du kender det sikkert fra dig selv, når du har ondt et sted. Du prøver at undgå smerten, typisk ved at krumme dig lidt sammen og indtage stillinger der lindrer smerten og du sidder og bevæger dig lidt anderledes for at undgå det skal gøre mere ondt.

Det gør heste med smerter også! Efter en kastration vil der altid være STORE smerter, ligesom det også vil føles mærkeligt for hesten når den står og går med to store væskende sår højt oppe imellem dens bagben.

De muskler der skånes for at beskytte sig mod smerten, bliver mindre og deres styrke nedsættes. Dette går udover led stabiliteten i de områder der skånes og en ond cirkel er i gang, som uden behandling kan få konsekvenser for hele hestens krop og fremtidige karriere som ridehest.

Min egen Kaj fik fuld dosis smertestillende i 15 dage efter, en meget vellykket kastration og alligevel ændrede hans kropsholdning sig markant. Smertestillende medicin er meget vigtigt, det tager ikke alle smerter 100 %, men det lindrer rigtig meget.

 

Hvad den ændrede kropsholdning har af betydning

Når kropsholdningen ændres fra en afspændt neutral holdning til en anden, involverer det muskelspændinger og dermed ændres belastningen af led og sener.

Bevægelse og fysioterapitræning af vallakken umiddelbart efter operationen er derfor af stor betydning. Problemernes omfang efter stående versus liggende kastration

Da hesten jo vælter ukontrolleret med hele sin vægt ved liggende kastration er risikoen for skader langt større ved denne metode! Alene det hårde stød/ slag musklerne udsættes for i faldet, ligesom hovedet lander meget hårdt, gir en meget øm hest i dagene efter operation og sikkert en vældig hovedpine. Ligesom risikoen for andre læsioner i opvågningen, hvor hesten kan være meget usikker på benene. Ofte bruger hesten flere forsøg på at kommer op og kan få led og sener i nogle yderpositioner der ikke gavner.

Ved den stående kastration udsættes hesten ikke for hårde slag m.m. og smerter i dage og uger efter operationen kommer altså fra operationssåret alene. Dette er også grunden til at mange foretrækker den stående kastrationsmetode, som jeg beskrev det i sidste nyhedsbrev.

Ved den liggende kastration er det let at forstå hvorfor hesten kan få ømheder og mange låste led, når nu den falder så hårdt ned på mange muskler og led. Men for begge metoder gælder at hesten ændrer sin kropsholdning pga. smerter fra selve såret også!

Du kender det nok, hvis du selv er mand eller bare har set en mand få et slag i de ædlere dele. Han vil bøje han sig forover og jamre sig længe og i dagene efter vil hans kropsholdning være ændret fra, at gå med oprejst pande til at være lidt på vagt og gå let foroverbøjet. En sådan kropsholdning vil overanstrenge sener og muskler forskellige steder i kroppen og kiropraktiske låsninger opstår, da led vil blive trukket i en retning af de tilhørende muskler og sener. Når et led har nedsat bevægelse i en retning eller flere kaldes det en subluxation eller kiropraktisk låsning. Så derfor også meget vigtigt hesten er smertestillet længe nok efter operationen, så kropsholdningen ændres mindst muligt og biomekanikken i led, sener og muskler holdes god.

 

Hvornår og hvordan træner jeg hesten bedst efter operation?

De første 24 timer efter operationen skal hesten holdes helt i ro, da der er risiko for tarmfremfald, blødning m.m. men derefter skal den i bevægelse og rigeligt med bevægelse. Bevægelse er vigtig for god sårheling, men også for at muskler og sener holdes stærke, da de jo udgør 80 % af ledstabiliteten.

Min egen unge vallak gik jeg ture med og slap ham også løs på ridebanen flere gange hver dag, med mig i hælene, så han kunne bevæge sig rigeligt. På folden stod han mest stille eller gik kun langsomt rundt, trods det at han var på fuld dosis smertestillende i 15 dage efter indgrebet (tør slet ikke tænke på, hvor slemt det må være for en hest på kortvarig eller ingen smertebehandling)!!

Efter 5 dage fik han en kiropraktisk behandling, for at løsne alle de låsninger, som den ændrede kropsholdning havde givet ham. Fra den første kiropraktikbehandling gik jeg i gang med fysioterapi øvelser, så muskler og sener blev holdt smidige og kunne stabilisere leddene effektivt. Jeg gav først kiropraktikbehandling efter 5 dage, da jeg syntes afspændingsøvelser, bevægelse og kærlig pleje var vigtigst i de første dage i sårhelingsfasen, det kunne dog godt gøres endnu tidligere, men ofte er hestene ikke vildt begejstrerede for en masse kropsberøringer lige efter en operation i den ende:o) Fysioterapiøvelser i bag starter jeg også først på efter ca. 5 dage, da jeg gerne vil have en god sårheling i gang og ro på den betændelse der vil komme efter enhver kastration.

Ændret kropsholdning med tab af muskulatur over hestens bagpart kan også opstå af mange andre årsager, som fx: hvis hesten er styrtet eller gledet på folden, tarmbetændelse, livmoderbetændelse, sadeltrykninger, hove i ubalance, manglende tandpleje, skæv eller spændt rytter eller noget helt andet..

 

Kiropraktisk behandling er vigtig før fysioterapi sættes igang

Heste med ændret kropsholdning bør få en kiropraktisk behandling inden fysioterapi træning påbegyndes. Ved en kiropraktisk gennemgang mærkes alle led igennem for bevægelse, og de led der har nedsat bevægelse justeres med et kort, specifikt og meget hurtigt tryk i facetleddets vinkel. Dette starter en refleksbue, da golgi tendon organer (små bevægelses meldere der aktiveres ved hurtige bevægelser) aktiveres. Hjernen får besked fra disse golgi tendon organer og sender besked tilbage til kroppen om at afslappe muskler og bindevæv omkring det pågældende led, så det igen kan have fuld bevægelsesfrihed.

For at få mest ud af fysioterapien er det vigtigt at alle led bevæger sig frit, så sener og muskler arbejdes korrekt og lige.

Mange heste har så ondt når jeg kommer ud til dem, at de ikke bryder sig om kiropraktisk behandling. Derfor har jeg også uddannet mig i Akupunktur, som muskelafslappende og smertestillende. Osteopati og Kranio-sakralterapi er også i min værktøjskasse og det anvender jeg ofte før kiropraktik da det beroliger hesten rigtig godt, idet bindevæv løsnes meget blidt og i nogle tilfælde er det nok. Men mange har brug for en decideret kiropraktik behandling, da dette går en tand dybere og derfor også varer længere.

Endelig anvender jeg PR teknikker (Postural Rehabilitation= genopretning af god kropsholdning) baseret på Alexanderteknikker til mennesker. Dette er et fantastisk redskab til heste såvel som mennesker og arbejder på at ændre spændingsmønstre ved intention og opmærksomhed. PR teknikkerne anvendte jeg næsten dagligt til min Kaj efter hans operation, da det er ren afspænding og han nød det.

PR teknikkerne lærer jeg dig ved mit besøg, så du selv kan holde din hest vedlige og du lærer hvad du skal se efter, for at din hest udvikler sig korrekt.

Du får også en træningsplan efter mit besøg, da det er meget vigtigt, at du træner hestens muskler m.m. efter min behandling for at få et langvarigt og holdbart resultat.