Jo flere timer på fold, jo mindre risiko for skader. Det er et af mine mantraer både som dyrlæge, men også som almindelig hesteejer. Fordi foldtid er gratis træning.
Men desværre sker de fleste skader oftest hos de heste, der kun er ude få timer, fordi de har så meget opsparet energi, at de ofte farer rundt på folden og laver vilde krumspring i deres glæde over at komme ud. Det er så uheldigt, fordi intentionen om at lukke hesten ud jo er rigtig og prisværdig, men resultatet så desværre bliver en skadet hest i stedet for en styrket hest.
Også skader i forbindelse eller som følge af træningen mindskes, når hesten går ude i de fleste timer af døgnet. Når mange af os træner vores hest, er det ofte enten med samling for øje og eller for at øge præstationerne. Hvis ikke muskler og sener er stærke og smidige nok, er risikoen for mikrotraumer, som på sigt fører til ledbetændelser og seneskader, meget meget stor.
Det vil jeg gerne komme nærmere ind på i dette blogindlæg og forklare, hvorfor det er så vigtigt, at vores heste kommer ud at gå de fleste af døgnets timer (hvis ikke alle).
Hvorfor heste lettere får skader ude på folden, når de står mange timer i boks
Når heste står mange timer i boks, styrkes deres muskler og sener ikke, og derfor går de også lettere i stykker, når de laver krumspring på folden. Mine heste går ude døgnet rundt, og jeg har 7-9- 13 aldrig haft en skadet hest.
Fri bevægelse styrker knogler, sener og muskler og ikke mindst hestens mentale sundhed. Heste er nu engang ikke skabt til at stå i en boks, men til at gå lidt rundt 16-20 timer i døgnet og græsse. Prøv lige at tænke over det – de er skabt til at gå lidt rundt og græsse i 16-20 timer i døgnet.
Yoga og styrketræning for heste
Min skøre unge frederiksborgvallak står i det øjeblik, billedet her blev taget, på 1 ben. Det ville jeg aldrig kunne træne med ham. Det er måske heller ikke nødvendigt og så alligevel; hestene bruger deres krop helt anderledes uden rytter på og får trænet nogle muskelgrupper, som vi aldrig kan hjælpe dem til.
På fold med gode hestevenner og plads nok til alle laver vores heste både yoga og styrketræning helt selv. Det er vel og mærket gratis træning, og træning som du får glæde af, når du rider din hest.
En nødvendig venepumpeøvelse for heste
Alle har godt af bevægelse. Det er selvfølgelig ikke nyt for nogen af os. Men heste har især godt af bevægelse, da deres venepumpe kun fungerer i bevægelse.
Fri bevægelse øger hele blodkredsløbet, og dette er vigtigt for alle kroppens organer. Alle kroppens organer, muskler og sener har brug for de iltmolekyler, blodet transporter rundt i kroppen. Muskler bliver trætte og ømme, når ikke de får ilt nok. Venepumpen er en mekanisme, der sørger for, at blodet fra kroppens vener føres tilbage til hjertet. Musklernes sammentrækning i arme og ben sørger for, at det venøse blod kan føres imod tyngdekraften og tilbage til hjertet og foregår derfor mest effektivt i bevægelse.
Mennesker kan godt sidde ned eller ligge ned og lave øvelser som at vippe med fødderne eller lignende for at aktivere venepumpen. Men det går bare ikke med heste. Hestes venepumpe virker kun, hver gang hesten tager et skridt og jo flere skridt i forskellige tempi, jo mere effektivt fungerer venepumpen.
Fungerer venepumpen ikke, hæver benene op, da venerne, sammen med lymfesystemet ikke kan komme af med væske og affaldsstoffer. Og det gør ondt – spørg blot en gravid kvinde eller en ældre dame eller mand, der sidder meget. Deres ben hæver nemlig, og det er så ømt, når den ophobede væske spiler huden ud, så muskler og sener klemmes. Det samme gælder for vores heste, hvis venepumpen ikke bliver aktiveret.
I hesteboksen er det begrænset, hvor meget heste bevæger sig. Ofte flytter de ikke meget på benene, selv når de vender sig rundt. Og mange hesteben hæver også op, når de står på boks i mange timer ad gangen.
Øg antallet af aktive timer for din hest
Hvis du har en hest, der står i boks og ikke har fri adgang til folden (løsdrift), kan du sagtens gøre noget for at forbedre situationen. Prøv engang at tælle sammen, hvor mange timer din hest står i boksen. For eksempel vil en hest, der lukkes ud kl 8 om morgenen og ind igen kl 16, stå i sin boks 16 timer. Måske rider du en time på den om aftenen, så står den kun 15 timer i sin boks, men det er stadig rigtig mange timer, hvor hesten er inaktiv.
Har du hesten opstaldet et sted, hvor det ikke er muligt at få den på fold i ret mange timer i løbet af et døgn, kan du hjælpe den ved at ride udenfor foldtiderne. Det vil sige, står hesten ude kl. 8-16, så rid om aftenen. I weekenderne kan du måske få tid til at gå en lang tur med hesten tidligt om morgenen eller sent om aftenen og så ride på den ud over gåturen.
De helt store fordele ved at lukke din hest ud
Som du kan læse dig frem til i dette blogindlæg, er der kun fordele ved at lukke din hest ud på fold. Og ikke kun et par timer i døgnet, men i mange timer. Fordi foldtid er gratis træning.
Her er de helt store fordele for din hest, når du lukker den ud:
- Øget kropsbevidsthed fører til bedre bevægelsesteknik og koordination, så risikoen for uheld og skader nedsættes.
- Øget muskelmasse sætter forbrændingen i vejret, så det bliver nemmere at holde vægten.
- Modning (baning) i nervesystemet (øget proprioception) gør, at de elektriske impulser løber hurtigere fra hjerne og rygmarv via motorneuronerne til musklerne. Det gør, at heste bliver i stand til at udfolde kraften hurtigere og eksempelvis afværge et fald.
- Bedre udnyttelse af de styrkereserver, der normalt kun kan mobiliseres i nødsituationer.
- Energitilførslen og energiomsætningen i muskelfibrene forbedres.
- Musklernes tværsnit bliver større, og flere motoriske enheder kan deltage i muskelarbejde.
- Styrken af bindevæv, ledbånd og sener øges, omend langsomt i forhold til muskeltilvæksten.
Og husk: ikke alle folde indbyder til bevægelse for hesten, så sørg også for at hestene har en interessant fold, hvor den gider at bevæge sig (typisk efter græs, hø eller i leg med andre heste).