Hos heste kan ændret kropsholdning være årsag til mange skadespauser i dens karriere som ridehest, som seneskader m.m. pga. små overbelastninger hele tiden (mikro traumer.)
Men hvorfor og hvornår ændres hestens kropsholdning?
I litteraturen vedr. Alexander-teknikken beskrives, hvordan børn i førskolealderen typisk ses med naturlig, fri og ubesværet kropsholdning. Børn har sjældent ondt i ryg, lænd eller andre steder, medmindre de har fødselsskader eller skader i øvrigt.
Først den dag, de skal starte i skole, ændres kropsholdningen markant, da de nu skal have skoletaske på, som sjældent tilpasses det enkelte barns ryg.
Desuden skal barnet sidde stille på en stol lænet ind over et bord flere timer om dagen, end de som oftest har været vant til. Nu ses markant ændring i kropsholdningen, da de store muskelgrupper aktiveres i højere grad for at kunne bære skoletasken, og i skoleklassen falder børnene ofte sammen i ryggen.
Dette bliver hverdag, og kroppen vænner sig til denne nye kropsholdning. Det formodes at kunne føre til mange af de smerter, som lændesmerter, skuldersmerter m.m. som rigtig mange voksne mennesker døjer med.
Jeg forestiller mig, det samme sker hos vores unge heste. Fra at være frie og ubesværede føl med god muskulatur og masser af tid på fold uden dækner og andet bevægelseshæmmende udstyr på, tages de ind på stald flere timer i døgnet og skal rides til.
Mange heste tilrides med en ikke-tilpasset sadel, der trykker her og der, og de får bid i munden, hvorved kæbens bevægelighed påvirkes. Kæben er en vigtig faktor for balancen.
Ligesom børnene ændrer deres kropsholdning i skoletiden, ændres hestenes kropsholdning sig under tilridning. Dette ses typisk over ryggen, hvor musklerne bliver svagere, og ryghvirvlerne bliver mere markerede. Hestene vænner sig til det og kompenserer herfor med muskelspændinger til følge.
Det er derfor vigtigt at vi giver vores ungheste de bedste betingelser, som udover regelmæssig hov- og tandpleje, indebærer en veltilpasset sadel, et bid der passer, masser af foldtid og en god foderplan med rigeligt af stråfoder som styrker tarmen og dermed hele hestens sundhed og styrke.
Mit hovedfokus i arbejdet med heste er netop at arbejde med hestens kropsholdning, rette den op og finde årsagen til hvorfor den er ændret. På den måde kan jeg hjælpe hesten og ejeren til mere succes i deres træning uden skadespauser.
Jeg anvender et bredt spektrum at behandlingsmetoder, da alle heste er forskellige med individuelle behov og smertetærskel. Jeg er af den opfattelse at behandling ikke skal gøre ondt, da jeg på egen krop har oplevet, at dette blot giver spændinger andre steder i kroppen. Med Alexanderteknikkerne integreret i alle mine behandlinger oplever jeg hestene slappe mere af under behandling og selv hjælpe til.