Mudder, frosne vandrør, wrap (der må kasseres), ridning, der indstilles pga vejret, fyrværkeri, der skræmmer hestene, kodeledsforvridninger, hovbylder, osv. osv. osv, vinter er bare ikke altid lykken for en hesteejer.
Årene har dog lært mig meget og i år, har jeg været særlig godt beredt på vinteren. Og det vil jeg gerne dele med dig og forhåbentligt inspirere dig til også at komme vinterens mange udfordringer i forkøbet. Eller i hvert fald forsøge på det.
Så her er de foranstaltninger jeg i år har gjort for at gøre stald og heste vinterklar:
Mindre mudder og derfor forhåbentligt færre hovbylder i år
Jeg har lagt fået lagt nogle gamle svinespalter (101 stk. helt præcist) udenfor indgangen til løsdriftstalden.
Spalterne er også lagt på et område på folden i den fjerneste ende væk fra stalden. Her skal hestene denne vinter have adgang til deres wrap (jeg fodrer med wrap, da jeg har to astmaheste – havde de ikke været astmaheste, ville jeg langt hellere fodre med tørt hø, men de stortrives heldigvis på den lækre wrap, jeg køber til dem).
Sidste år var jeg plaget af hovbylder, og jeg skyder skylden på det meget våde efterår, hvor hovene konstant var fugtige og blev meget bløde. Herefter fik vi hård frost, og den optrådte indgang hen til løsdriften var meget hård og knoldet. Mit bud er, at det har givet hovene så trælse tryk, at det har ført til hovbylder.
I år ligger der spalter helt frem til, hvor marken altid er tør og jævn, og jeg ser, at de vælger den vej frem for der, hvor der stadig er lidt mudder på vejen.
Jeg var heldigvis skånet for kodeledsforvridning, hvilket mange heste ellers let får, når de skal træde på så hård og knoldet frossent jord. Jeg tilskriver det alt den gode ProPrio-Træning mine heste har trænet i 2016 – det kan selvfølgelig også bare være, jeg har været heldig, men ProPrio-Træning styrker jo netop led, muskler og sener, og gør hestene meget mere bevidste om, hvor de sætter deres ben, så jeg vælger at tilskrive det den gode ProPrio-Træning, at mine heste heldigvis aldrig (7,9 13) har haft en skade udover to trælse hovbylder .
Fodring udenfor
De skal fodres ude denne vinter, da de ellers bruger alt for mange timer indenfor. Heste er nemlig der, hvor foderet er, så ved at flytte rundt på foderet får jeg mine heste til at bevæge sig mere. Og ja, jeg har også tænkt over, at de så ikke bare står og hænger ved wrap-beholderen. Det kunne også blive tilfældet, men mine heste drikker også vand og æder halm (det gør de også selvom, de har wrap ad libitum midt vinter- det er sådan, at de fleste heste, når de fodres på græs og med wrap, nemlig godt kan lide den grove struktur, som halmen har – det er med til at stabilisere tarmsystemet. Og så længe halmen ikke er deres primære foder, er det rigtigt fint, heste tåler nemlig slet ikke halm som primære foderkilde).
I år er mine hestene på den her måde tvunget til at vandre frem og tilbage imellem høstationen og deres vandforsyning og halmbar, som er inde i løsdriften. Her ynder de i øvrigt at gå ind og lægge sig flere gange i løbet af døgnet.
Fodringen er i øvrigt så virkelig afgørende for sunde heste der trives og har det godt fysisk som mentalt. Jeg havde desværre en pony, der fik kolik her i efteråret, og det var ene og alene min egen skyld, fordi jeg havde fået ponyernes årlige tandraspning udsat på grund af travlhed, og det er slet ikke ok (faktisk var jeg så led og ked af den episode, at jeg skrev den ned for at advare andre – du kan læse om det her).
Ingen sprængte vandrør eller hårdtfrosne vandkar her
Det med frosne vandrør døjer jeg heldigvis ikke med. På trods af at jeg kører et meget gammeldags system med vandslange. Jeg har min vandslange liggende i det varme fyrrum hele vinteren, så den altid er optøet og klar til at vande med. Og uden risiko for rør der kan springe (uuh.. det har altid været min store skræk, og derfor sætter jeg den ene hane, jeg har i stalden ud af funktion om vinteren, og jeg bruger kun hanen i fyrrummet).
Drikketruget er et gammelt badekar, der nomalvis står under nedløbsrøret fra staldens tag, hvor den fyldes op hele året, hvor der ikke er frost eller tørke. Men i vintertid sætter jeg det badekar ind i løsdriften og pakker den meget Storm P-agtigt ind i isolering og plade udenpå, så den er isoleret, og vandet fryser knap så hurtigt til.
Plan for nytårsaften og fyrværkeriet
Så er der fyrværkeriet, der ofte allerede starter op omkring juleaften (trods der endelig er kommet en striks lov omkring det). Mine heste har jeg jo gående i løsdrift. Og det fungerer rigtig godt. Dog tager jeg dem ind i deres bokse, inden det bliver mørkt nytårsaften, og de kommer først ud igen nytårsmorgen, når det er lyst igen. Det gør jeg, da jeg er bange for, at de vil blive ramt af noget fyrværkeri. Og særligt min gamle ridehest Monak bliver meget nervøs og bange lige, når de skyder allermest af nytårsaften.
Så De kommer på boks, og jeg fylder virkelig godt op i høkasserne i stalden, så de ikke løber tør i løbet af natten. Samtidig blænder jeg vinduerne, så lysglimtene ikke gør hestene urolige og tænder for en musikkanal (psssst….tjek lige, at der ikke er fyrværkeri kl 24.00 på den kanal, du stiller ind på…der var faktisk et år, hvor jeg ikke fik tjekket det, og Monak var skumsvedt, da jeg kiggede ud til hestene ved kl 01.00 den nytårsaftens nat. Ups!).
I dagene op til har jeg sådan en forstøver, der står i stalden og spreder duft af lavendel. Den er rigtig smart, og jeg fylder bare nogle få dråber æterisk olie med lavendel deri nogle gange om dagen, så står den der og spreder lavendelduft.
Lugtesansen er den første sans der sætter ind, når der er fare på færde, og vi kan derfor effektivt påvirke hesten mentalt med en duft. Lavendel er der endda evidens på, at det sænker akut stress hos heste. Så det bruger jeg både i dagene op til, og så kører den hele nytårsaften, ligesom jeg gerne gnider lidt lavdendel olie på hestens næsebor.
Er din hest ekstremt bange nytårsaften findes der også Zylkene, som er nogle tabletter, du giver til hestene i ugen op til nytårsaften, og i høj dosis virker de beroligende på hesten, som når føl patter hos deres mor. For nylig kom endnu et beroligende produkt på markedet og det er et feromon, altså en duft, ligesom lavendel er det, men en anden duft, der også skulle berolige ligesom hoppens lugt kan berolige sit føl. Dette nye feromon skal jeg prøve på Monak i år.
Nok om alle farerne og de foranstaltninger, jeg gør mig for at få mine heste godt igennem den danske vinter.
Selvfølgelig er det hele ikke kun udfordringer.
Jeg holder især af en frostklar morgen med solen skinnende i ansigt. Og hvis jeg er heldig, får vi også en enkelt snevejrsdag eller to. Sådanne morgener tager jeg mit varmeste ridetøj på, sadler hesten op og rider en tur ud i det smukke hvide landskab.
Noget af det, jeg også ynder at foretage mig er staldhygge i læ for vind og vejr.
Jeg nyder at tage mine heste ind (gerne efter mørkets frembrud) og børste og nusse og forkæle dem med en gang lækker mash og massage – jeg finder også gerne en madras frem og træner ProPrio-Træning på staldgangen…. måske lære et nyt trick…. meget kan ske på sådan en hyggelig mørk vinteraften i hestenes selskab.
Hey….Kender du ikke det med tiden?
Ofte har jeg sagt til familien, at jeg liiiige går i stalden et kvarters tid og kommer så tilbage to timer senere knaldrød i hovedet af kulde, men med strålende lys i øjnene og føler mig 10 år gammel indeni.
Det er ægte hesteglæde.
Jeg tror, du kender det.