Alexanderteknik hvad kan det
Alexanderteknikker kan ændre fysiske og mentale tilstande, som smerter og stress. Alexanderteknikker er ikke en behandling som sådan, men en læren om at få øje på/ mærke sit eget spændingsmønster og ændre det blot ved at vende sin opmærksomhed imod det.

For mig har Alexanderteknikkerne været den brik der har manglet i mit puslespil i forhold til alt hvad jeg laver. I dag anvender jeg altid Alexanderteknikker når jeg behandler dyr, men også i min dagligdag og specielt i min egen ridning er de en kæmpe hjælp. Alexanderteknikkerne eller tankerne som jeg kalder det, har lært mig at ændre mit eget spændingsmønster, så jeg kan slippe de smerter jeg nogle gange får i min højre skulder og lænd.

I min ridning hjælper Alexandertankerne mig til at sidde afspændt på hesten. Før jeg lærte teknikkerne, havde jeg ofte ondt i min højre skulder efter en dressurtime, ligesom min højre hånd og begge mine ben var meget urolige når jeg red. Mine rideundervisere har altid sagt til mig, at jeg skulle holde hånden i ro og sidde stille med benene-ja tak-tænkte jeg, det vil jeg da rigtig gerne, og jeg prøver alt hvad jeg kan, men kan bare ikke!

Når jeg anvender Alexanderteknik i min ridning oplever jeg også at hesten bliver blødere og får lettere ved de dressurøvelser jeg beder den om.

Det betyder ikke, at jeg aldrig har smerter mere eller, at hesten nu altid går perfekt afspændt og udfører øvelserne til et 10 tal. Men når smerterne opstår eller hesten spænder op, ved jeg hvordan jeg skal slippe det igen.

 

Alexanderteknikkerne kan også hjælpe mit humør og ændre min mentale tilstand

I mit job som dyrlæge er der fart på og der sker hele tiden noget nyt. Jeg møder nye mennesker og dyr hver dag alle med forskellige forventninger til mig. I langt de fleste tilfælde er de mennesker og dyr jeg møder et meget positivt og givende møde, men i nogle tilfælde kan det være udfordrende og jeg spænder en lille smule her og der under behandlingen af deres hest, særlig hvis det er en meget urolig hest.

Med Alexandertankerne kan jeg ændre på det spændingsmønster der er i hesten, men også på det der opstår i mig og vende det til en afspændt lethed i mig som meget effektivt påvirker hesten til at trække vejret dybt og slappe af, så den kan tage imod min øvrige behandling. På den måde ender både hesten og jeg i balance og afspændt lethed og det smitter i mange tilfælde af på hesteejeren, da ejeren oplever sin hest blive helt rolig og tryg ved mig.

F.M. Alexander udviklede en teknik, der kan organisere kroppen som en helhed. Således at muskler, led, vejrtrækning og holdningsreflekser – de reflekser, som sørger for at stimulere musklerne, så vi holder os oprejst – fungerer optimalt. Han opdagede, at forholdet mellem hovedet, nakken, ryggen og benene har stor indflydelse på hele kroppens funktion og dermed dens bevægelsesmønstre.

Ved at ændre måden at bruge sig selv på, ændres ens kropsholdning og man kan reducere og endda helt fjerne symptomer som nakke, skulder og rygsmerter. Det kan også være et redskab til at ændre tilstande som stress og anden utilpashed, ved at lære at ændre sine reaktionsmønstre og dermed spændingsmønstre.

At kropsholdningen betyder noget, har de fleste nok oplevet, når de har været en tur i gågaden eller på en travl banegård og observeret forbipasserende. Vi er sjældent i tvivl, hvis der kommer en meget glad person forbi, en meget travl herre eller en person, der er meget vred eller ked af det. Denne viden om deres mentale tilstand har vi tilegnet os kun ved at observere deres kropsholdning.

Kropsholdningen afspejler altså både vores fysiske såvel som mentale tilstand.

F.M. Alexander fandt ud af, at ved at ændre kropsholdningen, ændres også fysiske og mentale tilstande.

I mit arbejde har jeg også stor fokus på hestens kropsholdning og blot ved at observere hestens kropsholdning når den står stille, men også i bevægelse, får jeg rigtig meget viden om, hvad der kan være galt med den enkelte hest.

Heste med en god kropsholdning fungerer i alle gangarter og kan præstere. I dag handler alt mit arbejde om at spotte de faktorer der påvirker hestens kropsholdning, som fx tænder, hove, sadel, miljø m.m. og få dem optimale. Sammen med mine behandlingsformer som både er tandbehandling, kiropraktik, osteopati, kranio-sakralterapi og akupunktur genopretter jeg god kropsholdning hos heste.