Dyrlæger uddannes i at vide, hvad forskellige symptomer er tegn på, og hvordan vi kan behandle disse symptomer. Vi lærer også, hvordan symptomerne opstår, og netop lige dette område har altid været det, jeg fandt allermest spændende.
Alt dette forebyggende arbejde er for mig guld værd, da jeg opdager små ubalancer i tide og kan rette op, inden min hest får det dårligt og måske bliver syg eller bliver dårlig i ridning eller træning.
I forrige blogindlæg kunne du læse om de forskellige dele, jeg selv gennemgår i min forebyggende behandling af min egen ridehest. For at holde den skadesfri. Hvis du endnu ikke har læst blogindlægget, vil jeg opfordre dig til at læse det først.
I dette blogindlæg vil jeg vise dig, hvad jeg opdagede i min gennemgang.
Tænder
Ved tandeftersynet havde Monak nogle skarpe spidser på de bagerste kindtænder i højre side og en mindre foderpakning også i højre side imellem de to bagerste kindtænder i undermunden. Tandspidser hæmmer kæbens bevægelighed og kan give komplikationer ud i resten af hestens krop.
Kiropraktisk gennemgang
Ved den kiropraktiske gennemgang fandt jeg en låsning i hans højre knæ og i to af lændehvirvlerne, ligesom brystbenet ikke bevægede sig optimalt mod venstre. Dette kan skyldes hans tandspidser i højre side, men også leg på folden, sadlen, trailerturene (vi har rejst meget på kurser i år) eller noget helt andet.
Sadeltjek
Min sadel er begyndt at ligge i forvægt. Den har ellers altid haft tendens til at komme i bagvægt ved de 3-4 årlige tjek af sadelmageren. Læs her om hvorfor, jeg mener, at du bør få foretaget et sadeltjek så ofte. Det undrede mig, men da Monak ellers fungerer godt i ridning og ellers virker, som han plejer, tænkte jeg på, at det kunne være alder og vægttab. Da jeg senere fik blodprøverne tilbage, gav svarene mig en helt anden forklaring, og den vil jeg fortælle dig om i næste blogindlæg.
Smegma
Smegma er skidt i folderne omkring urinrøret og kan være meget generende for hesten. Dette er en gratis service, jeg altid yder ved tandbehandling af alle hanheste. Monak havde 2 små klumper, som jeg fjernede let.
Vitaminer/mineraler
Blodprøverne tager jeg for at sikre mig, den er dækket ind med vitaminer og mineraler, og at dens organværdier og blodværdier er, som de skal være. Sidste år havde Monak forhøjet copper i blodet, og det er ikke godt, så det skulle ned. Hvad blodprøverne viste, vil jeg afsløre i næste blogindlæg, da resultaterne altid kommer senere end selve gennemgangen.
Lidt kærlig hestepleje
Manens længde er jo fuldstændig irrelevant i forhold til hestens sundhed, men jeg kan godt lide den kort lige til ham, og derfor gør jeg dette i forbindelse med tandrasp, hvor han er bedøvet, da han bestemt syntes, det er ubehageligt.
Jeg klipper hans pels om vinteren og giver ham dækken på, da han sveder meget, når jeg rider i ridehuset og bliver derved hurtig træt. Når han er klippet, går han ikke træt på sammen måde, og jeg tolker, at det er fordi, han bedre kan komme af med varmen. Jeg efterlader dog altid pels i sadellejet, da huden her belastes meget, da selv den bedst tilpassede sadel vil skure ryggen, når den bevæger sig, og pelsen beskytter noget.
I næste blogindlæg vil jeg afsløre, hvad blodprøverne viste hos Monak. Jeg kan allerede nu afsløre, at det var noget af en aha-oplevelse for mig. Læs blogindlægget her.