hestens sanserSanserne fungerer i høj grad som reflekser, hvilket vil sige, at de fungerer uden, vi er bevidste om dem. Vi kan dog stimulere og træne dem bevidst, og det er netop hvad ProPrio-Træning kan hjælpe din hest med. ProPrio-Træning er sansemotorisk træning.

For at hestens hjerne kan kontrollere kroppens bevægelser skal den have input fra alle sanser. I dette blogindlæg giver jeg dig et indblik i hestens sanser, som alle påvirker kroppens kontrol, og opretholdelse af kropsholdning og dennes bevægelse. Indholdet i blogindlægget er et uddrag af kapitel 4 fra bogen: ProPrio-træning – Effektiv fysioterapeutisk træning for heste og ryttere på alle niveauer.


Vejledning: Det er et meget langt blogindlæg, men du kan klikke på de enkelte sanser lige her under og hoppe til afsnittet længere nede via linket og altid komme tilbage ved at bruge “tilbage til toppen” nede i højre hjørne.


 
 

Alle sanserne giver hestens hjerne de input, den har brug for i forhold til koordination og bevægelse

Synet er af stor betydning for koordinationen, da afstande og dybde bedømmes med øjnene. Det gør, at vi får bedre koordination. Vi mærker det, når vi ser en film i 3D. Vi kan blive (svimle) eller føle, at vi nærmest er en del af filmen. Øret er vigtigt for balancen, da det ‘store balanceorgan’ findes i øret. Sanseimpulser herfra sammen med sanseimpulser fra proprioceptorer, giver hjernen input om, hvor de forskellige kropsdele er i forhold til hinanden. Kroppen er således hele tiden i ligevægt. Når hestens sensoriske nervesystem er velstimuleret, kan hesten balancere og koordinere sine bevægelser. Hjernen får, via de sensoriske nerver, input fra kroppen om, hvor denne befinder sig. Kroppen kan med en god proprioception, forholde sig til, hvad den skal gøre. Hvis der for eksempel er en forhindring på vejen, kan hesten styre sikkert udenom eller over uden at falde. Proprioceptorer er altså medvirkende til at oprette en god kropsholdning og et stærkt center og dermed en god balance og koordination. Hesten kan med en god proprioception og kropsholdning komme sikkert frem i verden, rent biomekanisk.
 
 

Synssansen

Øjnene er nærmest en forlængelse eller en udposning på hjernen, og er forbundet til hjernen med synsnerven. Synsnerven er den 2. hjernenerve (n. opticus). Denne opfatter synsindtryk og sender dem videre til hjernen. Synsnerven krydser over inde i hjernen. Det betyder, at det meste af det, der opfattes med højre øje, bearbejdes i venstre side af hjernen, og det meste af det der opfattes med venstre øje, bearbejdes i højre side af hjernen. Information omkring objekter i omgivelserne og kroppens stilling i forhold til omgivelserne opfattes med øjnene og kommer til hjernen via synsnerven.

Synssansen er kompleks og sammensat af flere dele. Der er dele, der bestemmer objekternes placering, deres afgrænsning, størrelse, form og belysning. En anden del sætter farve på objekterne, og en tredje del er særlig følsom for ting, der bevæger sig gennem synsfeltet.

Hestens øje er et af de største i dyreverdenen, og har med sine 34mm i diameter næsten samme størrelse som elefanters. Til sammenligning er menneskeøjet cirka 24 mm. i diameter. Heste kan udvide deres pupil helt ud til grænsen af øjets rand, og de kan derfor tage rigtig meget lys ind. Dette betyder, at hestens nattesyn er rigtig godt udviklet og cirka 5 gange mere følsomt end menneskets.

Hestens evne til at danne den meget store pupil hænger sammen med, at Iris (regnbuehinden= det farvede i vores øjne) er i stand til at trække sig meget langt tilbage, hvorved pupilåbningen bliver ekstrem stor, og lysindfaldet er derfor stort. Dette foregår dog noget langsommere end hos mennesker, da den muskel der regulerer iris hos heste, er relativ svag. Det betyder, at hesten har brug for dobbelt så lang tid som mennesker (30-40 sek. mod menneskets 15-20 sek.) til at omstille sig fra lys til mørke og omvendt.

Hestens øjne er placeret højt på det lange hoved og på hver sin side af hovedet. Placeringen gør det muligt for hesten at se 350°, altså næsten hele cirkelbuen rundt. Men den har to blinde vinkler: lige foran mulen i et kegleformet område, der rækker ca. 1,25 m frem samt bag nakken, i et område, der i en vinkel på ca. 10° dækker hele ryggen og 2-3 m bag bagparten med hovedet placeret lige fremad.

Placeringen af øjnene på hver side af hestens hoved betyder, at den ikke kun opfatter synsindtryk binoculært (fokusere på ting med begge øjne), som mennesker gør det, men at heste kan se forskellige ting med hvert øje på samme tid (monokulære billeder) med henholdsvis højre og venstre øje. Til trods for at de to billeder er forskellige, er hestens hjerne i stand til at afkode de to billeder hver især.

Fremad har hesten et binokulært syn på ca. 65° (hvor menneskets er 120°), som altså dækkes af begge øjne, og som gør det muligt for den at afstandsbedømme og give en mere præcis opfattelse af afstand former og dybde. Det er den ikke i stand til i det monokulære område på ca. 285°.

Hesten er afhængig af at kunne bevæge sit hoved for at opnå skarpsyn og bedømme afstand. Da den kun kan bevæge sine øjne fra side til side og ikke op og ned, som mennesket kan. Den kan kun ved at flytte på sit hoved opnå skarpsyn. Det er derfor vigtigt ikke at fiksere hestens hoved i en bestemt holdning, men lade den have mulighed for at bevæge sit hoved op og ned og til siderne. Husk dette når du træner din hest.
 
Kan din hest se farver?
Hestens farvesyn har været genstand for mange undersøgelser, og man har ikke alle svarene endnu. Anatomien i hestens øjne viser, at den har både tap- og stavceller. Stavcellerne kan ikke opfatte farver, men til gengæld er de omkring 100.000 gange så følsomme for lys som tappene. Tapcellerne er de celler i øjnene, der er ansvarlig for farvesynet. Mennesker har flere tapceller end de fleste andre dyrearter, og de har derfor et rigtig godt farvesyn, og de kan skelne i mellem rigtig mange farver.

Heste ser med sikkerhed nogle farver, men sammenlignet med mennesker ser heste ikke nær så mange farver. Meget tyder på, at heste har besvær med at se røde og grønne farver, og de har svært ved at skelne i mellem gule og grønne nuancer.

Heste er derimod gode til at skelne kontraster, idet deres store pupil har et stort lysindfald. Det udnytter vi i ProPrio-Træning ved hele tiden at have sorte bomme på den ene side af hesten og hvide på den anden side på de baner, vi sætter op for hesten. I ProPrio-Træning er synet vigtigt for, at hesten kan navigere rundt imellem bommene og henover madrasserne i de forskellige baner, vi sammensætter til dem.
 
 

Høresansen

Sneglen i det indre øre omsætter lydbølgerne til nerveimpulser, og den gør, at lydenes frekvens, styrke og placering i rummet kan opfattes af hesten. Derudover understøtter hørelsen rum -, retnings- og afstandsfornemmelsen.

De vestibulære sanser
Ligevægtsorganet findes også i det indre øre og registrerer lineær acceleration= orienterer hjernen omkring stilling og bevægelse af hovedet i rummet i forhold til det lodrette plan. Buegangene er fyldt med væske (endolymfe), og dets vægge er beklædt med en særlig type receptorer kaldet hårceller. Hårcellerne har nogle små fimrehår (cilier), der stikker ud i væsken og opfatter ændringer i væsken. Når hovedet tippes, bevæges væsken og får hårcellerne til at ændre retning.

Dette opfatter hjernen og bruger den information til at opfatte hovedets holdning og retning. Buegangene registrerer således rotationsacceleration og hjælper til at stabilisere synet og kroppens stilling under bevægelse.

De vestibulære sanser er i tæt samspil med synet. Der er en refleks, der hedder den vestibulære refleks. Den kontrollerer nogle af øjets muskler og koordinerer øjets og hovedets bevægelse. Når hovedet drejer, holdes øjnene fikseret i synsfeltet så længe som muligt. Hvis hovedet tippes til den ene side, roterer øjnene til den modsatte side og holder på den måde synsfeltet horisontalt. Øjenbevægelserne og kontrol af øjnene er afhængig af denne vestibulære refleks og styres af hjernebarken. Dette hjælper igen til forståelsen af, hvorfor det er så vigtigt, at hesten altid bærer sit hoved foran lod og har mulighed for at flytte rundt på sit hoved, og at den ikke skal gå i en fikseret holdning.

I ProPrio-Træning bruger vi derfor aldrig nogen former for indspændingstøjler eller andre hjælpetøjler, ligesom vi altid træner for en løs, blød og eftergiven tøjlekontakt, når der trænes fra ryggen af hesten. Læs meget mere herom i kapitlet om udstyr, hjælpetøjler m.m.
 
 

Følesansen

Når huden berøres, aktiveres følesanseceller og en refleksbue startes til det centrale nervesystem (CNS), som ligger i rygmarven og hjernen og tilbage til huden. Huden registrerer tryk, berøring, temperatur og smerte. Muskler responderer på berøringen af huden, og nogle muskler aktiveres/ sammentrækkes. Således reagerer kroppen på den stimulus af huden hvor det hele startede og kroppen har lært noget.

Sansen er særlig sensibel for ændringer i styrken af stimulus og for stimuli der bevæger sig henover huden. Du ved selv hvor sensitive heste er, trods det at de har en pels der dækker huden, kan de mærke en lille flue på sig.

Der sidder mange proprioceptorer i huden, og vi kan med fordel aktivere dem før og under ProPrio-Træning og i den almindelig daglige træning. Dette gøres effektivt ved at stryge hesten henover hårene og med hårene. Ligesom du kan stryge og banke den blidt på benene, og særligt kronranden er sensitiv for berøring. Når vi træner med ProPrio-udstyret vil hestene gerne røre ved proprioudstyret med sin mule og skrabe på den med sine hove, før den træder på det. Det giver den et indtryk af, hvad det er for noget den skal træde på.

 


Vil du gerne lære mere om ProPrio-træning?

Bog_webshopProPrio-bogen giver dig som hestejer et enkelt og effektivt træningssystem lige til at gå til med 7 udførligt beskrevne trin. I bogen guider jeg dig igennem den fysiologiske del med billeder og illustrationer og giver dig en grundig introduktion til den viden, der ligger bag ProPrio-træningen.
Få mere at viden om ProPrio-bogen her


 
 

Lugtesansen

Hestens lugtesans er rigtig god, måske ligeså god som hundes. I hestens næse er der en hel labyrint af brusk. I den bagerste del af næsehulens brusk er den yderste væg dækket af lugte epitel (slimhinde fyldt med nervender i næsefimrehårenes rodceller). I slimhinden er der masser af nerveender som fanger lugte og sender dem videre til hjernen via den 1. hjernenerve (n. olfactorius) og videre til de to lugtekolber inde i hjernen, hvor lugtene analyseres. Faktisk er lugtenerven en af de eneste strukturer i hjernen som ikke krydser over. Så alle lugte, der fanges med venstre næsebor, er direkte forbundet med lugtekolben i venstre side af hjernen og lige sådan i højre side.

Hesten har i den yderste del af næsen det vomeronasale organ (kaldet det Jacobsens organ, efter den danske anatomist Ludvig Jacobsen, som først beskrev dette organ i 1813), som opfanger rigtig mange dufte. Dette organ består af to små smalle parallelle gange, som ligger inde i den hårde del af ganen, med åbning ud i næseboret forbinder det organet til lugtenerven i den modsatte ende.

De bruger deres lugtesans til at identificere venner, søge mager, genkende territorium, finde føde og sanse farer. De er meget hurtige til at sanse frygt hos andre dyr eller mennesker. Forskerne kan endnu ikke finde frem til nøjagtig, hvilke kemiske signaler, farer udstråler, men er ganske sikre på, at hesten fanger dufte, der udskilles ved frygt hos andre dyr og mennesker.

Duftgenkendelse spiller en stor rolle i relationer; for eksempel er forældreløse føl mere accepterede af ammehopper, når de gnides med sved eller gødning fra deres nye hoppe eller draperes med huden fra hoppens eget døde føl. Hestene anvender også lugtesansen for at opdage, om deres mad er god eller dårlig. Heste spiser som regel ikke giftige planter eller muggen mad. Dog kan en del giftige planter have en kemisk opbygning, som gør, at de virker uimodståelige hos heste.

Heste lugter altid til hinanden, når de mødes for første gang på samme måde, som når de træffer et nyt menneske eller et andet dyr, som ikke udgør nogen fare for hesten. Ved at lugte til hinanden får de information om den anden hests status, personlighed og humør. En hest, som er blevet adskilt fra sin flok, kan spore disse ved at lugte deres lugt i græsset eller igennem hestepærer. Hestenes lugtesans er så godt udviklet, at de kan afgøre, hvilken hest, der har lagt hvilken bunke med hestepærer.

Heste kan forbedre lugtesansen yderligere ved at strække overlæben opad og udad, og på den måde holde lugten tættere på det vomeronasale organ, dette kaldes at hesten flehmer. Dette gør de blandt andet for at forøge duftindtrykket, hvis de sanser en duft, som de aldrig har sanset før, eller hvis noget lugter meget interessant.

Stimuler hestens lugtesans hensigtsmæssigt i hverdagen
Til nervøse eller bange heste kan vi udnytte hestens lugtesans meget effektivt med for eksempel duften af lavendel, som virker beroligende på både dyr og mennesker. Du kan smøre lidt æterisk olie på begge næsebor med god beroligende effekt. Når hestene møder nye ting, som fx ProPrio-udstyret, skal du altid lade den snuse til det. På den måde finder den hurtigt ud at, at det ikke er farligt, og at den kan trygt arbejde med det.
 
 

Smagssansen

Smagssansen er meget veludviklet hos hesten og præcist som hos mennesket hænger smagssansen sammen med lugtesansen. Hesten kan smage sødt, salt og surt og undgår som regel at spise hø og andet foder, hvis dette er muggent eller af dårlig kvalitet.

Smagsløgene, der registrerer smag, sidder primært på hestens tunge og enkelte i den bløde del af ganen. Smagsløg er mikroskopiske små reder af celler, der ligger nede i tungens væv, de kommunikerer med mundhulen via små smagsporer, hvori væsken i munden siver ned i og stimulerer smagsreceptor-cellerne. Spyttet opløser foderet, og først når det er flydende, kan det sive ned i smagsporene og videre ned til smagscellerne, hvor det opfattes af nerveceller. Smagsløg har små hårceller, der registrerer smag. Under dem ligger små kirtler, der udskiller væske til smagsporerne. Netop denne væske menes at rense smagsløgene, så de hele tiden er klar på nye informationer. Grene fra både den 7. hjernenerve (n. abducens) og den 5. hjernenerve (n. trigeminus) registrerer smag og sender informationer herom til hjernen.

Heste slikker på og bider i ting og også ProPrio-udstyret, når de præsenteres for det, dette hjælper dem igen til at danne sig et indtryk af det materiale, vi nu ønsker, de skal træde på.
 
 

Proprioceptionen (bevægelsessansen)

Det er hos mennesker vist, at kroppens vigtigste stabiliserende muskler, nemlig de muskler, der stabiliserer hele hvirvelsøjlen (nakkehvirvlerne og rygsøjlen), trænes og styrkes, når proprioceptorerne stimuleres. Nervesystemet kræver en stabil hvirvelsøjle for at fungere optimalt og holdes sund, da alle nerverne forlader rygmarven ved hver enkelt hvirvel i hvirvelsøjlen.

Der findes 3 typer proprioceptorer:

Muskelspindelceller: De findes i den dybe muskulatur og opfatter stræk i musklerne. De sender besked til hjernen om muskellængde og ændringer i denne. Når hjernen har behandlet beskederne, sender den ordre tilbage til musklerne om at sammentrække de involverede muskler.

Golgi tendon organer: Disse findes, hvor muskler og sener mødes og sender primært besked til hjernen om spænding i musklerne, når de trækker sig sammen. Hjernen vil efter påvirkning af golgi tendon organer sende en kommando tilbage til musklen om at slappe af.

Ledreceptorer: Findes i ledkapsler og ligamenter omkring alle led i kroppen. De stimuleres af mekaniske ændringer i leddenes stabilitet, når knoglerne ændrer position overfor hinanden.

Proprioceptorerne findes i hele kroppen og sender sanseimpulser fra kroppen via rygmarven til nerveceller i central nervesystemet (CNS). Når CNS opfatter en proprioceptiv sanseimpuls, sender den besked tilbage til kroppen om, hvordan kroppen skal forholde sig til det.

Man kan sige, at proprioceptorerne er kroppens selvforsvarsmekanisme. De hjælper med at forebygge knogle-, muskel-, sene- og ledskader, hvis de er velstimulerede. Stimulering af de sensoriske nerver er af stor betydning for kroppens balance og koordination. Dette gør, at kroppen har en ‘rumlig’ forståelse. Kroppen kan med en god proprioception, forholde sig til, hvad den skal gøre. Hvis der for eksempel er en forhindring på vejen, kan hesten styre sikkert udenom eller over uden at falde.

Proprioceptorer er altså medvirkende til at oprette en god kropsholdning og et stærkt center og dermed en god balance og koordination. Hesten kan med en god proprioception og kropsholdning komme sikkert frem i verden, rent biomekanisk.
 
 

Vær opmærksom på din hest i jeres træning

Du har nu fået et indblik i hestens sanser, som har alle indflydelse på hestens opfattelse af verden, og det vi vil udsætte den for. Du kan prøve at lægge mærke til i din træning fremover, hvordan de forskellige sanser spiller ind i jeres hverdag og træning.
 
 


Vil du gerne lære mere om ProPrio-træning?

Bog_webshopProPrio-bogen giver dig som hestejer et enkelt og effektivt træningssystem lige til at gå til med 7 udførligt beskrevne trin. I bogen guider jeg dig igennem den fysiologiske del med billeder og illustrationer og giver dig en grundig introduktion til den viden, der ligger bag ProPrio-træningen.
Få mere at viden om ProPrio-bogen her